Reolen

Jeg er så heldig at råde over et mindre viktualierum. Udover hvad man ellers opbevarer der, har jeg tilegnet mig lidt plads på øverste hylde, hvor jeg har en reol til mine flasker. Der ligger de på rad og række og bliver til gyldne og kulørte dråber, og får den tid, de nu skal have.

Flaskerne tilses med jævne mellemrum, vendes blidt eller skvulpes behørigt, alt efter hvilken produktion, der er i gang.  Reolen giver system i arbejdet. Til venstre ligger de hurtigt udviklede, i midten de lidt langsommere, og til højre dem, med behov for lang udtræksperiode.

Når de endelig er færdige, kommer de ud af reolen, filtreres og omstikkes, og først da kommer de på hylden og indgår i forrådet af kryddersnapse. Til eget forbrug eller som værtindegaver eller lignende. Begge dele falder altid i god jord.

En snapsedoktor er en flaske, hvor proppen er udformet som et glas. Meget snedig indretning som sikrer hurtig lindring og helbredelse.