Porse

 

Porse (Myrica Gale) er en slægt af lave, løvfældende buske. Det er raklebærende planter, som i de fleste tilfælde har de hanlige og de hunlige blomster fordelt på hver sin plante. Der er altså tale om rent hanlige og rent hunlige planter, hvad der er ret ualmindeligt omend ikke helt usædvanligt i planteverdenen.

Slægten har samliv med arter af strålesvampe, som gør det muligt for planten at udnytte luftens kvælstof. Det gør dem konkurrencedygtige på meget udpinte og sure jordtyper, som de da også er nøje knyttet til. Her er betingelserne til voksestedet opfyldt: fuld sol, permanent våd bund, og sur og mineralfattig jord. Slægten er desuden kendetegnet ved, at planterne indeholder kirtler, der afgiver klæbrige, duftende stoffer. Det har gjort porse populær som smagsgiver i øl og snaps. Tænk bare på Porse Guld fra Thisted Bryghus. En aldeles uforlignelig øl, hvor man har erstattet en del af humlen med porse som bitterstof. Og tænk bare på Carlsens fremragende bitterdram, fremstillet på diverse konstellationer af porseplantens bestanddele. Alle med varierende smag – og alle stort set uden sidestykke.

Porsens bark er først lysegrøn og fint håret. Senere bliver den brun, og til sidst er den grålig og let furet. Bladknopperne er spredte, udspærrede, ægformede, ret små og brune. Bladene er smalle og omvendt ægformede med grove takker på den yderste halvdel. Oversiden er grågrøn med let indrullet rand, men undersiden er betydeligt lysere. Hunplanterne sætter frugter i tætte aks. Rodnettet består af højtliggende jordstængler med både overjordiske skud og spredte rødder. Porse har kvælstofsamlende strålesvampe på rødderne.

Alt efter årstiden kan man plukke de forskellige bestanddele til produktionen. Billedet foroven viser de unge rakler fra hunplanten. Disse rakler alene giver en pragtfuld bitter i en flot, først grønlig, og senere gylden farve. Dette er i øvrigt kendetegnende for alle udtræk. Nogle påstår at den bedste snaps er den der bliver lavet af blade samlet ind Skt. Hans nat.

Mange snapseamatører angiver en trækketid på 8-14 dage, men Carlsen’s efterhånden mangeårige erfaring siger, at trækketiden sagtens kan være 8-10 uger, førend urten fjernes. Efterfølgende lagring i 1 år eller 2 gør heller ingen skade. Jo længere lagring, jo mere afrundet er smagen.

Som nævnt øges kvaliteten ved lagring. Med tiden tager den farve, og bliver mørkere. Smagen udjævnes til et blidt og nuanceret indtryk, og når først man har budt rundt, er der ingen vej tilbage. Min erfaring viser, at uanset hvilken bitter jeg gennem tiderne har forsøgt mig med, så er porsen den foretrukne – også blandt gæster.

Grundmaterialet er vodka, som er den reneste form for sprit, der kan købes i fri handel. Til en flaske med 70 cl.  anvendes som følger:

 Antal  Bestanddel af porse  Måned
 15-20  Stilke med blade  juni-august
 20-25  Hunrakler med 8-10 stande på hver rakle  juli/august
 30-35  Hanrakler med 6-8 stande på hver rakle  januar/februar
 fra 40 stilke  Blade  juni-august
 40-60 stilke  uden blade  juni-september

 

Fælles for ovenstående varianter er, at de alle trækker i 8-10 uger. Smagsnuancerne er vidt forskellige, hvor vinterraklerne giver den kraftigste smagsoplevelse. Pas på med sommerraklerne. De kan give en uklar væske, som jeg tror er pollen. Det klarer aldrig op, og at bruge kemi i klaringen har jeg endnu ikke prøvet.

Som så mange andre planter, er der også en del myter om denne plante. Porse har i Frankrig været anvendt som fosterfordrivende middel, og i Sverige har man fremstillet insektmiddel af planten. Tidligere blev porse også anvendt mod dysenteri og andre parasitter. Det siges, at øl tilsat porse skal øge øllets berusende virkning. Det ved de nok noget om på Thisted Bryghus.

At porsen også kan anvendes i madlavningen dokumenteres på Meyer’s hjemmeside.

En snapsedoktor er en flaske, hvor proppen er udformet som et glas. Meget snedig indretning som sikrer hurtig lindring og helbredelse.